Jeg læser fordi ... Jeg ikke kan huske, hvordan man ikke læser. Som 8-9-årig flyttede jeg bogstaveligt talt ind på Hovedbiblioteket på Frederiksberg, og mentalt flyttede jeg aldrig rigtigt ud igen. 

Jeg læser ofte når ... Jeg ikke er tvunget til at gøre andre strengt nødvendige ting som at gå på arbejde eller være sammen med mine børn. Eller faktisk er det ikke helt sandt, for jeg læser også, når jeg er på arbejde og sammen med mine børn.
 
Den seneste bog, jeg har læst, som gjorde stort indtryk på mig, er ... EN FORTÆLLING OM BLINDHED af portugisiske José Saramago, som modtog Nobelprisen i Litteratur i 1998. Saramagos roman handler om en epidemi af blindhed, som rammer et ikke navngivent land, og han formår at beskrive de blindes rædsler, som var man selv berøvet sine sanser. 

Den næste bog, jeg glæder mig til at kaste mig over, er ... KORSVEJE af Jonathan Franzen, som kommer til efteråret. Franzen er jo lidt blevet litteraturens svar på Steven Spielberg, altså en forfatter som skriver episke, saftige og velfortalte amerikanske romaner på størrelse med en velstegt rib eye. Og det er ment som en stor kompliment.

Den første bog, jeg læste, der væltede mig helt omkuld ... Må nok have været noget af Bjarne Reuter eller Dan Turell. Måske VI DER VALGTE MÆLKEVEJEN af Reuter eller VANGEDE BILLEDER af Turell. De udkom henholdsvis i 89 og 75, og jeg har nok været 12-13 år, da jeg læste dem første gang. 

En bog, der har haft stor indflydelse på den person, jeg er i dag ... Kunne godt være DET SKABTES VAKLEN af Søren Ulrik Thomsen, som udkom det år, jeg blev 17 år. Man er så sensitiv og åben for indtryk i de år, og der er mange af digtene fra den samling, jeg kan recitere udenad - uden at jeg er af den grund er sikker på, at jeg forstår dem. 

Den smukkeste bog i min bogreol er ... Nok de amerikanske udgaver af Charles Bukowskis romaner på groft karduspapir fra amerikanske Black Sparrow Press, som eksisterede fra 1966 til 2002, hvorefter grundlæggeren John Martins solgte bogrettighederne til HarperCollins. Det var synd, for bøgerne fra Black Sparrow Press kunne noget helt særligt og både lignede og føltes som pulp fiction. 

En bog, jeg virkelig ville ønske, mine børn ville læse, er ... Den første bog, man læser, som får en til at glemme sig selv og verden omkring sig, så man bliver nødt til at åbne den næste for at se, om den kan det samme. Den fortabelse under jeg alle at opleve. Desværre lever de i en tid med så mange distraktioner, at vi håbløst fortabte læsere bliver færre og færre. 

En helt særlig læseoplevelse, som stadig sidder i mig ... Er FORFØREREN af Jan Kjærstad, som jeg også blev fuldstændigt bjergtaget af i mine formative år, hvor kærlighed, kunst, store tanker og ikke mindst sex fyldte alting. Jeg synes stadigvæk at Kjærstads roman er stor fortællekunst, selvom de to efterfølgende bind om journalisten Jonas Wergeland, EROBREREN og OPDAGEREN, ikke helt kunne måle sig med den første.  

En bog, jeg anbefaler til gud og hver mand, er ... Sally Rooneys debutroman SAMTALER MED VENNER (som jeg synes er bedre end NORMALE MENNESKER, der siden er blevet til en tv-serie). Hendes karakterer og replikker er så skarpe, at det slet ikke giver mening for mig, at hun kun var 27, da hun skrev den. 

En bog, der har en helt særlig betydning for mig, er ... SPUTNIK MIN ELSKEDE af Haruki Murakami, som var månedens bog i Samlerens Bogklub engang i starten af 00’erne. Murakami var slet ikke den stjerneforfatter, han var i dag, og jeg fik kun bogen, fordi jeg ikke fik den afmeldt i tide. Men alligevel gik jeg i gang med denne roman af en for mig ukendt japansk forfatter, og der åbnede sig et univers, jeg ikke havde kendt mage til i litteraturen tidligere. I bogen optræder også en ø i Grækenland, og da jeg forærede bogen til en pige, jeg lige var blevet kæreste med, sagde hun: "den ø kender jeg. Der skal jeg tage dig med ud en dag." Om det virkelig er den samme græske ø, som Murakami beskriver, er jeg ikke sikker på, men øen er stadigvæk min yndlings-ø og SPUTNIK MIN ELSKEDE en af min favoritbøger. 

Den mest overraskende læseoplevelse, jeg har haft i år, er ...
KLARA OG SOLEN af Kazou Ishiguro, som var Månedens Bog i Samlerens Bogklub i maj og med i vores streamingprogram, hvor jeg er vært. Normalt læser jeg de bøger, vi har med, ret hurtigt, fordi vi ofte optager en del udsendelser ad gangen, men KLARA OG SOLEN blev jeg nødt til at læse helt langsomt, og de første 10 sider blev jeg ved med at læse igen og igen, fordi jeg-fortælleren, en robot, var så usædvanlig.